Hjemmefødsel – Den bedste beslutning nogensinde

Jeg begyndte at læse en masse om graviditet og fødsler

Efter uge 20 scanningen begyndte jeg for alvor at sætte mig ind i graviditeten og den kommende fødsel. Nu var det et rigtig barn, jeg bar på, og vi ventede os en dreng. Han skulle have det bedste af det bedste. Jeg dykkede først ind i mig selv. Hvordan kunne jeg skabe de trygge rammer for, at barnet havde det optimalt inde i mig. Og hvad med den kommende fødsel. Hvad ville være mest afstressende og trygt for mig. Jeg googlede rigtig meget i de måneder. Fandt en masse godt, men også en masse skidt. En masse frygt forbundet med at føde. En frygt jeg blev meget nysgerrig på. Hvorfor ønskede så mange kvinder at få en epidorablokade inden de overhovedet var landet på fødegangen, eller sågar at planlægge et unødvendigt kejsersnit? Jeg læste en masse, der havde med graviditet og fødsler at gøre.

Mine ønsker stemte overens med at føde hjemme

Jeg fandt ud af, at mine ønsker og følelser stemte meget mere overens med en alternativ retning end at skulle følge normen i vesten. Hvad så med at føde hjemme i vante rammer i et fødekar i stuen…? Kunne man det? Måtte jeg det? Hvad siger anbefalingerne? Ville min kæreste det? Hvad syntes mine forældre om det og hvad med mine veninder? Jamen hov vent. Det var jo min beslutning. Mit valg.

Med gravidyoga, diverse workshops i baggagen og en hulens masse viden blev min lille tvivl manet til jorden. Jeg ville føde hjemme. Og helst med naturlig smertelindring.

Jeg har selv haft en svær start på livet

Jeg kom selv til verden ved akut kejsersnit, og lå i kuvøse i 20 dage og indlagt i 1 måned med en overflytning inkluderet. Min mor havde en meget slem svangerskabsforgiftning. Derfor blev hun observeret, da symptomerne begyndte at sætte ind, og siden indstillet til kejsersnit. Jeg skulle ud 7 uger før termin. Jeg vejede 1.700g. Denne type fødsel vil man nok betegne som temmelig traumatiserende både for mor og barn, men også resten af familien, der frygtede at skulle miste mor og datter. Det var også denne frygt, der 34 år efter gjorde at min forældre var utrygge ved min beslutning om at føde hjemme. Væk fra akut hjælp. Jeg mindes min mor sige, “ja, men hvis nu der er det mindste, så lytter du altså til jordemoderen og bliver overflyttet”.

Senere skulle det vise sig, at min overbevisning og viden på området, gjorde dem mere trygge og glade for min beslutning. Dog tror jeg, at de helst så mig på hospitalet, selvom jeg gentagne gange fortalte dem, at det jo ikke var en sygdom, for mig, at være gravid og være i fødsel. Jeg var tryg ved at have de folk omkring mig, som kun var der for mig. Ingen, der gik. Ingen, der var stressede. Ingen, der ikke havde tid. Faktisk, har jeg læst mig frem til at langt de fleste hjemmefødsler er mindre komplicerede end hospitalsfødsler.

Forbered, forbered, forbered

Vi havde, i ugerne op til termin, anskaffet os alt til hjemmefødslen. Bind, 3 forskellige størrelser, gamle håndklæder, afdækningsplast, et gammel badeforhæng osv. Fødekaret blev afprøvet om det nu holdt helt tæt. Jeg havde bagt boller og snegle, lagt dem i fryseren lige til at putte i ovnen, når der på dagen var tid til hygge.

Jeg havde lavet en lang liste med ønsker til min fødsel

Jeg havde forberedt revet ingefær til varme omslag og duftet til diverse aromaer, som kunne være med til at lindre. Jeg havde chiliplastre klar til at klæbe på lænden. Min doula havde været på hjemmebesøg flere gange inden fødslen og vi havde snakket det hele godt igennem inden. Hvad vi frygtede. Hvad vi glædede os til, og så havde jeg forberedt en lang ønskeliste. En ønskeliste med alle mine ønsker inden, under og efter fødslen. Den gav mig en rigtig god tryghed. Både at vise den til min doula, som kunne håndhæve den, men specielt til jordemoder, så hun vidste hvad jeg var for en type, og hvordan jeg gerne ville have det. At en del af ønskerne ikke blev opfyldt, var kun pga. manglende tid eller overflødighed. Det gjorde ikke spor, da de vigtigste ting blev opfyldt.

Sen afnavling og nej tak til K-vitamin indsprøjtning

Vigtigst var sen afnavling, op på bryst med det samme, og nej tak til K-vitamin indsprøjtning af baby.

Den søde ventetid

Der skulle gå 14 dage over termin inden min lille dreng meldte sin ankomst. Jeg havde sat mig godt ind i fødslen, og derfor vidste jeg, at det endnu var indenfor tid to uger efter termin. Derfor var jeg ikke bange for at holde fast i at føde hjemme.

Selvfølgelig skulle jeg høre på kommentarer som: “Skal han ikke snart ud?” “Men bliver han så ikke alt for stor?” “Hvorfor vil du ikke sættes igang?” Jeg synes, at det er helt fair at mit bagland bekymrede sig på mine vegne, men jeg forsikrede dem om, at alt var fint. Jeg mærkede liv og desuden er det først “over tid” 42+0.

Jeg ønskede ikke medicinsk igangsættelse

På terminsdagen forklarede jordemoderen (som havde fulgt min graviditet) mig, at det ikke var sikkert, at Herlev ville lade mig føde hjemme, hvis jeg gik over 41+3. Det var jeg uenig i, da jeg godt vidste, at man ikke må afvise en gravid kvinde i at få fødselshjælp – om hun så er gået 3 uger over termin.

Jeg havde en god fornemmelse i kroppen og kunne mærke min lille baby hver dag og meget, så han havde det godt derinde. 41+5 var jeg inde at få kørt en strimmel, som de kalder det. En CTG kurve, der var meget fin, og jeg blev sendt hjem med en ny aftale om at møde op 2 dage efter. Altså 42+0. Jeg skulle forberede mig på at snakke igangsættelse, hvilket jeg ikke ville. Men fint nok at snakke om det og lytte til lægernes anbefalinger. Det synes, jeg bestemt, at man skal, men jeg lyttede altså først til min egen krop. Og den sagde Vent! Vent lige lidt.

Det skulle vise sig at være klogt at vente lidt. Natten til 42+0 og aftale på Herlev begyndte der at vise sig tegn på fødsel. Den slimprop, som jeg havde kaldt på i et par uger, løsnede sig. Jeg tænkte: “Yes, den aftale i morgen er netop afblæst”.

Min fantastiske fødsel

Klokken 03.28 mandag d. 21/11-16 sender jeg en SMS til min doula med beskeden om, at jeg er begyndt at registrere veer. Jeg er ret sikker denne gang. Jeg har endnu ikke vækket min kæreste endnu. 02.40 fik jeg tegnblødning og slimproppen løsner sig. Omkring klokken 04.00 ringer jeg til fødegangen for at “advare” dem om en mulig fødsel. De er meget hurtige til at sende en jordemoder hjem til os, da jeg fortæller at jeg er 42+0. Jeg vækker min kæreste og siger: ” Nu er vi vist igang, skat”.

Den udkaldte jordemoder går igen kl. 06:38 efter at have undersøgt mig med kokosolie, som eneste smøremiddel tilgængelig  og beskeden om at jeg kun er 1 cm åben. Jeg skal se tiden an, for nu gik hun, men jeg skulle endelig ringe igen, hvis der var det mindste. Hun kom op igen med tasker og udstyr, og ville lige lytte til den lille fyr derinde inden hun smuttede ned af trapperne igen fra 4. sal.

Veerne kommer her hver 3-5 minut og varer 1 1/2 minut i snit. Min seje kæreste er igang med at puste fødekarret op. Han gør klar med afdækning på sofa og gulv.

Klokken 07.23 skriver min kæreste til vores doula at hun gerne må komme nu. Jeg er begyndt at have kraftigere og regelmæssige veer. Kan ikke rigtig foretage mig så meget andet end at prøve at få slappet lidt af i pausen imellem veerne.

Post med overraskelse

Pludselig ringer det på dørtelefonen, og vi tror det er vores Doula, men bliver overrasket over, at det er postbuddet med en pakke til mig. Jeg havde lidt tid forinden bestilt en far-gave til min kæreste fra England og pudsigt nok ankommer den lige et par timer inden det bliver aktuel. Et godt tegn.

Min søde doula ankommer kl. 08.20 og der har jeg meget kraftige veer. Har lige været på toilettet og mærker begyndende trykken bagtil. Jordemoder er tilkaldt igen ca. 07.30.

Jeg kommer ind fra toilettet og læner mig stående over en yogapølle på sofaen. Tager nogle veer her. Jeg får min kæreste til at stå bag mig, og holde mig om hoften. Det virker godt med støtte på bækkenet under veerne. Doula bekræfter os i, at vi har et godt samarbejde, min kæreste og jeg, og at jeg trækker vejret godt. Jeg får en smule støtte til at holde hælene i gulvet ved de kraftige veer for at skabe jordforbindelse. Vi har tændt for afslappende musik i stuen, og når jeg husker tilbage virker omgivelserne meget roligt. Natten gør noget specielt ved stemningen. På det her tidspunkt taler jeg i meget korte sætninger.

Jeg hopper i bassinet igen

Klokken ca. 08.35 hopper jeg i vandet igen. Har prøvet at sidde der under de mildere veer, men nu er det tiltrængt. Det føles stadig godt med støtte om mit bækken, og min kæreste, der støtter mit hoved. Jeg føler mig tryg, selvom jordemoder ikke er ankommet endnu. Mandag morgen i myldretrafik har sine udfordringer.

Doula og min kæreste gør klar til at lave ingefærklude, og jeg får dem på lænden. De har ikke den store effekt på pågældende tidspunkt, og de fjerner dem igen.

Endelig klokken 08.50 kommer jordemoder og en studerende. Jeg er midt i en god, kraftig ve ved deres ankomst og skænker dem ikke en tanke. Jeg bliver sådan lidt forvirret over, at der nu sidder to nye ansigter foran mig, da veerne er ovre og jeg igen åbner øjnene vendende tilbage fra veland. Allerede 5 minutter efter mærker jeg pressetrang. Godt de nåede at komme! Min vejrtrækning ændrer sig til mere gispende. Jeg når at tænke at hvis de nu fortæller mig, at jeg kun er 4-5 cm åben, så må jeg have et eller andet stærkt smertelindrende, da smerterne er meget voldsomme på dette tidspunkt.

Presseveer. Ja tak!

Jeg bliver undersøgt og klokken 09.07 fortæller jordemoder mig, at hun kan se på min livmoder, at den gerne vil presse med og jeg er 9 cm. åben. Hurra! Giver mig fornyet energi og mod, da jeg ser en ende på det. Min fostervandsblære er spændt ud, og det er den, der giver pressetrang. 09:13 går vandet spontant og efterlader klart fostervand i bassinet.

09.15 siger jeg, at jeg gerne vil presse og jordemoder siger, at jeg skal prøve at gispe lidt først, og så give efter for det tryk, der er. Lidt efter mærker jordemoder at livmodermunden er helt udslettet. Derefter lytter hun til en flot hjertelyd og fortæller mig, at han har det rigtig godt derinde. Jeg spørger om det er presseveer, og det svarer jordemoder ja til. Hun spørger mig, om jeg ligger godt til at presse, da jeg ligger i en lidt akavet stilling på den ene side, og hun synes det vil være godt med lidt mere tyngde på bækken. Jeg har det dog helt fint i den stilling. Skal bestemt ikke rykke mig på nuværende tidspunkt. Jeg mærker at veerne har ændret karakter ved netop at give mig lysten til at presse og denne følelse er ret “dejlig”! Jeg kan nu endelig foretage mig noget. Nemlig at presse på veen. Før skulle jeg bare overleve den. Jeg får modtryk på mellemkødet og presser og gisper. Synes jeg finder en god vejrtræningsrytme. Lidt efter vil de have mig om på alle 4. Min kæreste og doula rigger sofaen til med badeforhæng og lagner. Ved hver ve jeg har, lytter de til babys hjertelyd og tæller hans puls.

Jordemoder fortæller 09.35 at jeg er ved at presse barnet under kønsbennet! Det er det, der tager længst tid. Jeg kan godt føle, at der ikke sker så meget, men bliver forsikret om, at det gør der!

Jeg får at vide, at jeg er god til at sige, hvad jeg gerne vil. Lige nu er der mere luft mellem veerne end i udvidelsesfasen. Jeg kan snakke i længere sætninger nu. Jeg fortæller selv mellem to veer, at jeg gerne vil vente med afnavling til efter moderkagen er født. Det er jordemoder helt med på.

09.40 fortæller jordemoder mig at nu spænder det noget mere til dernede og jeg spørger om “han hopper ind igen”, da jeg føler, at han glider lidt tilbage igen. Til det svarer jordemoder, “ja det gør han, og det er helt som det skal være”.

Klokken 09.50 vil de igen have mig i en ny stilling, og jeg spørger, om jeg skal presse mere. Jordemoder og studerende fortæller mig, at jeg gør det helt fantastisk. “Det er godt for dig, så får vævet lov til at give sig.” Min doula observerer, at de giver mig en god, blid guidance til åndedræt og siger gode ord til mig.

2 minutter efter får jeg at vide, at baby er næsten under kønsbenet, og at hvis jeg tager et par fingre ned, så kan jeg mærke hans hoved. Jeg spørger, “hvad så når hovedet er ude?” Jordemoder, siger, “ja, så plejer der at komme en ve og lidt pause, så kommer der en ve til og så kommer skuldrene.”

More water please!

Klokken 09.55 fyldes der mere varmt vand i karret. Vandet skal være min. 37 grader for at være godt til baby. Min kæreste ville have fyldt mere vand i, men det gjorde min doula i stedet, da jeg måtte have ham ved min side, og siger at han skal blive ved mig.

Et par minutter i 10, fortæller jordemoder, at han bliver stående lidt fremme og jeg spørger “hvad betyder det?” “at han ikke ryger helt ind igen mellem veerne”.

Klokken 10.00 er der lidt blod med på en presseve. Jeg får ytret, at der er godt pres på. Derfor spørger jeg om jeg skal presse mere. Jordemoder er så sød og rolig og svarer, “du presser jo alt, hvad du kan. Er det ikke din egen fornemmelse?” Til det kunne jeg helt ærligt svar “jo!” OG nu kommer min indre løvemor frem, for der bliver brølet lidt til sidst. Heldigvis er de fleste naboer på arbejde nu.

Klokken 10.07 foreslår jordemoder endnu et stillingsskift. Hovedet er lidt ude nu. De lytter til hans hjertelyd og siger at han er helt upåvirket af at sidde sådan lidt i spænd. Han har det så godt.

Klokken 10.19 presser jeg hans fine hovede ud ved en stærkt brændende fornemmelse i de nedre regioner. En virkelig vild følelese, og jeg kan bare ikke forstå, at det nu sker og bevarer mine øjne lukkede. Min dejlige kæreste kigger ned, mens baby ligger der med hovedet ude i vandet.

Så kom min lille vandhund helt ud

Klokken 10.20 er hele baby født, og kommer op på min mave. Hvilken virkelig syret fornemmelse at mærke ham komme ud af mig. Det gjorde også ret ondt, og tror det var hans tæer, der er skyld i de rifter jeg pådrog mig indvendig. Nok ikke så sandsynligt, men jeg forestiller mig lange negle, da de smutter ud til sidst og efterlader en ubehagelig smerte efter sig.

Men nu! Lige bagefter. Det er jo helt fantastisk at mærke ham, min søn, hans nøgne krop mod min. I vandet. Som jeg ønskede det. Vi fik viklet håndklæder om os, og 10.22 siger vores dreng sin første lyd. 10.25 spytter han en smule vand ud og får derefter lidt massage. Han skal lige lidt igang inden at han scorer topkarakter. 10.27 siger han sin første knirkelyd. Nåååå, lille skat.

Vi kommer op af vandet og bliver lagt på sofaen. 1/2 liter blod mister jeg og det er meget normalt. Så det er jeg helt tryg ved. Min lille dreng bliver lagt til brystet og han får et nyt varmt håndklæde om sig. Han begynder allerede at die, så jeg tænker, at han har ventet længe på sin mors supermælk.

Vi får flere tæpper om os, og skal bevare varmen, for hvis den lille bliver kold sætter det sig på vejrtrækningen, påpeger jordemoder.

Min kæreste og doula sørger for det praktiske med at tømme karret, og rydder det til side. Imens ligger jeg og studerer vores lille baby. Han er skøn og perfekt.

Efterveer

25 minutter senere stopper navlesnoren med at pulsere og den nybagte far får lov at klippe navlesnoren over. Lidt efter føder jeg moderkagen efter lidt rul og pres på livmoder. Jordemoder observerer 2 brisninger i skeden. Den ene er i bunden og går langt op, men kun i slimhinden. Den anden en mindre en af slagsen. Det kunne heldigvis klares hjemme. Jeg får lagt bedøvende gel op og injekseret lidt bedøvelse. Jeg har egentlig frabedt mig Sytocinin indsprøjtning, men jordemoder synes, der er en del blødning, så jeg får en lille dosis. Vi må på loftet efter ekstra belysning, da jordemoder efterspurgte mere lys. Hun får en fin pandelampe på og studerende en dykkerlygte i hånden. Så kan du rigtig nok tro, at der er “spot on”!

Jeg bliver syet med tråde, der opløses sig selv. Jeg får så lidt ekstra bedøvelse, da jeg mærker det ganske godt. Ikke det allermest behagelige at blive raget godt og grundigt rundt oppe i en post-fødsel babyhule.

Vi snakker lidt sammen undervejs og på trods af det ubehagelige i syningen, er der en dejlig ro og afslappethed over situationen. Jordemoder: “Godt, du fik de par dage ekstra i forhold til almindelig tilbud om igangsættelse 41+5.”

Klokken 11.45 er jordemoder færdig med at sy. Alt virker fint, og jeg får isbind på. Her får jeg lidt praktisk at vide i forhold til syningen.

Lidt efter, at vores baby kom op og ligge på mig, havde han sin første afføring. Så et lille bad til ham gjorde sig gældende. Klokken 12.20 ringer jeg til min mor.

Min kæreste og doula har imellem tiden sørget for lune kanelsnegle og smurt boller med ost. Kaffeduften spreder sig i stuen. Der er god ro. Jordemoder strikker og vi snakker stille og roligt om forskellige opmærksomhedspunkter til den første tid. Efter lidt tid siger jordemoder “Lad os veje ham”. Dejligt barn på 4030g og 54 cm.

Her tænker jeg første gang, at jeg er så lykkelig over at have født hjemme og dette sker lige nu. Nuet. Lykken. I dette fine øjeblik.

Jeg blev svimmel efter fødslen

Første gang jeg kommer op at stå er 13.30. Jeg kommer hurtigt ned igen. Jeg er svimmel. 14.20 forsøger jeg at tisse. Baby kommer over til far. Jeg kommer hurtigt ned at ligge igen. Får ikke tisset. Mit blodtryk bliver målt og det er lidt højt, men ikke på nogen måde alarmerende, da jeg jo lige har født. Jeg bliver puttet med tæpper på sofaen, baby puttes i vugge, og jeg forsøger at sove lidt efter jeg har drukket en masse saftevand.

Klokken 15.00 er stuen stadig fuld, og jeg forsøger at gå på det lille hus igen.

Ingen held. Så jeg tager et bad.

Jordemoder fortæller, at der godt kan gå noget tid før man får tissetrang efter en fødsel. Det er godt at gå ud og prøve regelmæssigt. Nerverne kan godt være noget påvirkede, så man ikke mærker tissetrang, men man skal tisse.

Nogen kan have svært med at give slip efter en fødsel – det kan være svært både med tis og afføring.

Retningslinjerne er, at der gerne skal være spontan vandladning i løbet af 6 timer, ellers tømmes blæren med et kateter.

Klokken 16.30 får jeg kateter lagt pga. +6 timer fra fødsel uden at tisse selv.

Nu skal jeg gerne tisse selv i løbet af 2-4 timer.

Da klokken bliver ca. 17 tager jordemoder (Jeg fødte altså klokken 10.20), og den studerende afsked med os, og jeg bliver puttet med baby i sengen.

Inden klokken 20 har jeg selv tisset og nydt ca. 7 timer som nybagt mor.

Eftertanker

Jeg vil gerne være med til at afmystificere hjemmefødsler.

Jeg havde en problemfri graviditet og en rigtig fin og nem fødsel, der strakte sig over 7 1/2 time.

Jeg havde en rigtig god mavefornemmelse ved at føde hjemme. Jeg glædede mig, og var smadderspændt på samme tid. Jeg var slet ikke et sekund i tvivl, da beslutningen var taget. Min kæreste var enig i min beslutning fra dag et, og det betød selvfølgelig rigtig meget, at han støttede op om mit valg. Jeg vil gøre det igen. Føde hjemme. Jeg følte mig på intet tidspunkt bange eller utryg. Jeg spurgte meget og fik gode svar retur. Jeg tror på, at jeg kender min krop bedst selv. Mærker efter. Følger min mavefornemmelse. Derfor havde jeg ingen grund til at være i tvivl om jeg kunne føde selv.

Selvtillid, viden og gode fødeforhold

Jeg tror, at min selvtillid, de afslappede og afstressede forhold og min store viden på området, gjorde at min fødsel blev så ukompliceret, som den var. Jeg tror, det har meget at sige, at jeg ikke frygtede den.

Jeg tror, at psyken kan gøre meget. Den kan selvfølgelig ikke vende babyer 180 grader i sidste øjeblik. Var det nu alligevel tilfældet, at jeg skulle afsted på fødegangen undervejs, så var det selvfølgelig det jeg skulle. Det ville have været ærgerligt, men nødvendigt. Heldigvis fik jeg den hjemmefødsel, jeg drømte om, og kan varmt anbefale alle andre at gøre det efter, hvis man er til det, vel at mærke. Førstegangsfødende som flergangs. Jeg havde intet andet at sammenligne med, hvilket jeg også tror var til min fordel, da jeg besluttede mig for at føde sammen med 4 voksne mennesker og en huskanin på 4. sal i en meget lydt 2-værelses lejlighed uden elevator, et temmelig lille wc, og ingen forsikring på uheld ved vandfødsel.

Ps. grunden til at det er blevet ret detaljeret, er at min dejlige doula, Tilde, skrev journal under hele forløbet. Det er guld værd at have en doula med til sin fødsel!